Om mig

Jeg er født og opvokset i Vestjylland men har boet i Aarhus siden 1999. Jeg er gift med Bo, der er fotograf, og vi bor nu i Aarhus-forstaden, Brabrand. Under min praktikperiode på Familie Journal og Viborg Stifts Folkeblad boede jeg i henholdsvis Gentofte og Viborg.

Oprindeligt er jeg uddannet social- og sundhedsassistent og har arbejdet 20 år indenfor pleje- og sundhedssektoren. Min erfaring er bred, men jeg har især beskæftiget mig meget med psykiatri og har arbejdet på psykiatrisk hospital i Risskov.

Jeg har siden 2000 arbejdet som nattevagt ved Vikar Region Midt, der er tilknyttet Aarhus Sygehus, hvor jeg har haft vagter inden for noget nær alle specialer + hjemmeplejen. Jeg har stadig enkelte vagter som social- og sundhedsassistent ved siden af mit arbejde som freelancejournalist. Som vikar bliver man sendt ud i alt muligt, så jeg er vant til at omstille mig hurtigt og fungerer selvstændigt og ansvarsfuldt. Jeg har også erfaring med pleje af børn og fra fødeafdelingen på Skejby sygehus.

I mit liv har der altid været en tendens til, at tingene skulle gøres i en lidt omvendt og skæv rækkefølge, og jeg har bestemt ikke altid vidst, at jeg skulle være journalist. Jeg har dog altid skrevet meget, og har lige siden jeg kunne holde på en blyant villet være forfatter.

Hvor mine veninder og klassekammerater vidste i en ung alder, hvad de ville, har jeg altid taget tingene lidt, som de kom. En ting, jeg altid har været hundrede procent sikker på, har været, at jeg skulle rejse. Jeg pakkede rygsækken første gang i 1994 og har siden været heldig at have jobs, der tillod mig at rejse mellem to og seks måneder om året. Jeg har således benyttet enhver lejlighed til at rejse, og i juni 2006 blev jeg optaget i
De Berejstes Klub. (http://www.deberejstesklub.dk/user/185).

I dag har jeg rejst i 73 lande – heraf flere 3. verdens lande i både Latinamerika, Asien og Afrika. Desuden er jeg uddannet rejseleder, og har arbejdet som safariguide og oversætter på en danskejet lodge i Sydafrika.

I efteråret 2004 pakkede jeg alt mit ragelse ned i 41 flyttekasser, kørte det til opmagasinering og tog til Sydamerika. I de næste fem år rejste jeg, overnattede på venindernes sofa, lærte City Sleep Inn i Aarhus at kende indefra, og storhyggede mig med at pleje mit vagabond-gen. Det var en fantastisk tid, hvor jeg i den grad fik afprøvet nogle ting, lærte at leve med min rygsæk evigt pakket, mine trekstøvler altid parkeret under sengen og med en meget meget vid horisont. Altid stod der et vindue åbent ud til verden og altid var en flybillet til næste eventyr booket.

Jeg rejser stadig, så meget som jeg kan komme afsted med. En gang backpacker, altid backpacker, siger man, og det er fuldstædig sandt. Jeg trives allerbedst, og er allermest på min rette hylde, når jeg er “on the road”, og som journalist kan jeg på glimrende vis kombinere mine to store interesser – nemlig at skrive og at rejse.

Endelig har jeg i 2015 været i virksomhedspraktik hos søgebureauet S360 i Aarhus som tekstforfatter, hvor jeg skrev artikler til forskellige kvindesites og fungerede som korrekturlæser.

Senest har jeg i efteråret 2015 været på presserejser til Jordan og Marokko, hvor jeg, fra begge rejser, har leveret rejseartikler til www.rejseblokken.dk – der i 2014 blev kåret som Årets Rejseblog af Supersaver.

 

Du kan i øvrigt læse mere om mine rejser på: www.inkapigen.dk
(På siden ligger der også en Artikel – og tekstliste, hvor mine rejseartikler kan ses) http://www.inkapigen.dk/?page_id=3235

Se også mere om mig på: http://www.linkedin.com/pub/anette-lillevang-kristiansen/3/832/a95

 

Jeg har mange interesser, som jeg udfolder på forskellige tidspunkter, men en af mine helt store passioner er gamle højcivilisationer, specielt inka- og mayakulturen i Mellem – og Sydamerika. I foråret 2013 fulgte jeg et kursus i Præcolumbiansk mayakultur – og arkæologi på Folkeuniversitetet på Københavns Universitet. Jeg er meget optaget af arkæologi, historie og antropologi og ser rigtig mange udsendelser på National Geographic, Discovery og alle de andre kanaler med programmer om historiske steder, forskning i ældgamle kulturer og rejser. Jeg holder også meget af at se dokumentarfilm om dyreliv. Noget, der også optager mig, er miljøet, bevarelse af regnskoven, bæredygtig udvikling og bistand til u-landene.

Kultur skåret over en bred kam kan også fange mig: Kunst, opera, teater, koncerter og jeg deltager gerne i oplæsningsarrangementer af egne digte eller stiller mig foran staffeliet og pjasker lidt med acrylmaling. Jeg elsker farver og er et udpræget kreativt menneske.

Jeg læser et væld af bøger omhandlende ovennævnte emner, og jeg har især en forkærlighed for gamle bøger og antikvariater. Jeg er godt på vej til at få samlet et helt bibliotek selv – med særlig fokus på ældre dansk rejselitteratur fra 30’erne og 40’erne.

Jeg holder også af vandreture, noget jeg specielt udfolder på mine rejser, hvor trekking er et vigtig punkt på programmet. Under rejser kan jeg også nemt finde på at ro havkajak, snorkle, tage på overlevelsesture i Andesbjergene og udforske gamle maya-ofringshuler. Som barn og helt ung havde jeg heste og red ridebanespringning på distriktsplan.